Fremtid og Håb i Sumbawanga

Fremtid og Håb er en dansk organisation, der arbejder på at hjælpe forældreløse gadebørn i Sumbawanga, som ligger i det sydvestlige Tanzania i Afrika.

Nøden blandt gadebørnene er stor og ressourcerne i Sumbawanga er små. Derfor arbejder Fremtid og Håb målrettet for at forbedre gadebørnenes liv via et hjælpecenter, Drop In Centret, og et børnehjem, Bethania Children’s Village. Dette sker i samarbejde med de lokale myndigheder i Sumbawanga.

Arbejdet blandt gadebørnene er drevet af lokalt ansatte ildsjæle, som Fremtid og Håb støtter med penge, hjælp og rådgivning. Dette arbejde monitoreres hvert år via besøg fra den danske bestyrelse.

Fremtid og Håb i Sumbawanga

Bethania Children’s Village

Børnehjemmet ligger små 4 km udenfor Sumbawanga. Her der er der plads til 60 børn. Her har børnene deres hjem. De går i skole og og deltager i arbejdet med at opdyrke de ca. 10 tdr. land, der hører til hjemmet.

PIGERNE
De små forældreløse piger er ikke så synlige i gadebilledet. Dette skyldes, at pigerne bruges som arbejdskraft i hjemmene. Mange små piger bliver optaget i private familier. Ikke som medlemmer men som ulønnet arbejdskraft. De kommer ikke i skole og får ingen uddannelse.

Som 13-14-årige stikker mange piger af fra disse hjem. Nogle bliver prostituerede på hoteller eller primitive natklubber. Andre lever på gaden. Mange får børn, og mange dør af AIDS.

Langt de fleste kvinder i Afrika er helt afhængige af at blive gift med en mand, der kan forsørge dem. Til gengæld skal hun føde hans børn, holde hus for ham og arbejde på hans mark. Hvis manden dør eller går fra hende, har hun kun tiggeri og prostitution som levevej.

Fremtid og Håb ønsker at hjælpe disse unge piger og kvinder og har derfor en afdeling for piger på børnehjemmet Bethania Children’s Village, hvor der er plads til 20 piger.

Bethania Children's Village

DRENGENE
Fælles for drengene på Bethania Village er, at de af forskellige årsager er blevet revet væk fra deres familie og blevet gadebørn. De har levet af at tigge og stjæle og havde et forfærdeligt liv uden fremtid og håb.

De har overnattet i gamle skure eller i det fri under træerne. Dér blev de ofte bestjålet eller misbrugt seksuelt af voksne mænd og måtte derfor hver nat finde et nyt sted at sove. Deres få ejendele gravede de ned i jorden for at skjule dem.

NY TRO PÅ LIVET
Siden 2003 og til i dag har mere end 60 gadebørn fået en ny begyndelse på livet. En tryg og sikker tilværelse på børnehjemmet Bethania Village. De største af børnene er nu i gang med at videreuddanne sig på forskellig vis.

Bethania Children's Village landbrug

LANDBRUGET VED BETHANIA
Børnehjemmet Bethania ligger i landlige omgivelser. Der er ca. en hektar landbrugsjord omkring bygningerne. Jorden bruges primært til dyrkning af majs, men også forskellige grøntsager. Øverst på området er der åbne vandhuller, som giver mulighed for vanding af jorden året rundt.

I 2019 blev det første store drivhus bygget, og da det blev en succes, blev endnu et drivhus opført i 2022. Landbrugsjorden og drivhusene giver mulighed for selvforsyning i nogen grad af majs, løg, tomater, grøn peber, kål og andre grøntsager, som indgår i den daglige kost.

Derudover er der stalde med høns, geder og køer, som ligeledes bidrager med råvarer til køkkenet. Samtidig giver landbruget mulighed for, at børnene lærer, hvor maden kommer fra – og arbejdet i marken lærer børnene pligter og glæder ved selv at høste frugterne af jorden.

Bethania Children's Village landbrug

Drop In Centret

Drop In Centret ligger inde i Sumbawanga by. Herfra prøver vi at hjælpe de mange børn, der aktuelt lever på gaden i Sumbawanga.

Mange har mistet deres forældre pga. AIDS. Andre kommer fra så fattige hjem, at nøden tvinger dem på gaden. Nogen bliver sendt på gaden af forældrene for at tigge penge. Andre bliver overdraget til bedsteforældre eller anden familie, hvor de er en tid, men ender senere på gaden.

På Drop In Centret kan både piger og drenge få hjælp. Et måltid mad, et plaster på et sår, medicin- og lægehjælp. Desuden får de undervisning.

Drop ln Centret åbnede i april 2006, og siden da er ca. 200 børn blevet hjulpet tilbage til deres pårørende eller har fået et nyt hjem og er begyndt at gå i skole.

Fremtid og Håb samarbejder tæt med de lokale sociale myndigheder.

Drop In Centret

Night Visits

Night Visits

Ugentligt foretager Joseph Kassaila night visits (natbesøg) blandt byens gadebørn.

Han opsøger dem og kommer i dialog med dem om deres aktuelle problemer. Han opmuntrer dem til at finde tilbage til deres familiære relationer og inviterer dem til at møde op på Drop In Centret for at få hjælp til at komme væk fra gaden. Gennem natbesøg kommer Joseph Kassaila i kontakt med 30-50 børn.

Projekt UYME – for unge, ugifte mødre

Fremtid og Håb har fået bevilget 500.000 kr. til et projekt for unge, ugifte mødre i Rukwa-regionen. Projektet løber over to år og afvikles i samarbejde med andre NGO-er i Sumbawanga, det såkaldte Rukwa-netværk. Projektet har fået navnet: “Unmarried Young Mothers Empowerment”, UYME.

Undervisning ses som nøglen til at fremme trivsel og varig forandring for projektets kvinder. Projektet forventer at kunne nå 200 kvinder og derigennem 300 sårbare børn. Undervisningen skal varetages af 10 personer, der er en del af og udpeget af Rukwa-netværket og skal foregå i landsbyer omkring Sumbawanga, hvor de unge mødre bor.

Emnerne, der skal undervises i, er barnets normale udvikling, amning, svangerskabsforebyggelse, konfliktløsning i hjemmet, børns- og kvinders rettigheder samt hvordan man etablerer sig som selvstændig. Kvinderne modtager samtidig kurser i et erhverv, som de kan ernære sig ved.

Mødrene skal indgå i små grupper, der støtter hinanden i opstartsfasen – både moralsk og motiverende – men også som små fællesskaber, hvori man lægger sit overskud fra indtjeningen og har mulighed for at låne til sin drift. Et sådant fællesskab, VSLA (Village Save Loan Association) er en anerkendt og prøvet model, som anvendes i arbejdet blandt kvinder i mange af verdens fattige lande.

UYME