Af Jesper Grove Rasmussen & Mikael Constantine
Som organisation hjælper Fremtid og Håb hvert år børn og unge i Tanzania, der har berøring med gaden. Vi ønsker at sætte fokus på netop dem, det handler om – børnene. Det gør vi ved at dele historier fra deres liv og verden, samt deres drømme. Her kan du læse om Asa, der er det nyeste medlem af familien på børnehjemmet Bethania.
Alene hjemme
Møder man Asa en eftermiddag ude på fodboldbanen bag børnehjemmet, skal man ikke vente længe før smil og varme springer en i møde. Sådan har det dog ikke altid været. Asa er 15 år og er opvokset i udkanten af Sumbawanga. Som den yngste i en familie med fire børn oplever Asa en turbulent og travl barndom, da hans forældre har svært ved at finde arbejde. Som konsekvens af det må de rejse en del og have lange dage væk fra huset. Asa finder dog støtte i at have sine ældre søskende tæt på. Det er derfor svigtet også opleves særligt stort, da de for at støtte familien må giftes og flytte væk. Asa fortæller, at han snart finder sig efterladt alene hjemme, mens hans forældre er væk og ofte må sulte, da der ingen mad er at finde. For at få stillet den nagende sult, begynder Asa at strejfe omkring i nabolaget og besøger nabohusene omkring spisetid for en mulighed for en bid mad.
En tilværelse på gaden
Det er episoder og en udvikling som denne, der bliver startskuddet til en tilværelse på gaden for Asa. Snart lærer han gadens levevis og sprog, og hvordan man får stillet sulten og finder ly for natten. Asa fortæller, at han ofte sov i kloakrør, forladte og forfaldne huse, hvor han brugte gamle plastikposer, som en slags værn mod kulde og de mange myg. Et liv på gaden er samtidigt også en ”dans” med myndighederne, hvor man konstant flytter lokation for at undgå dem, der forsøger at begrænse ens færden. Noget Asa kender alt for godt til.
Et inderligt ønske
Dansen må dog ende, og Asa bliver en dag fanget og smidt i arresten. Asa er overbevist om, at han nu igen skal begynde en tilværelse med sult, men i stedet bliver han sammen med flere børn kørt ud af byen. De ender på et børnehjem kaldet Bethania Childrens Village, der er anderledes end noget, Asa nogensinde har oplevet før. Her oplever han én stor familie, hvor alle leger, spiser og har et sted at sove – et sted, hvor han føler, han hører til og ikke vælges fra. Da socialarbejderen et par dage efter kommer forbi for at høre nærmere om deres familieforhold, tigger og beder Asa om at få lov at blive – det får han.
En ny tilværelse
For Asa er dette begyndelsen til en ny tilværelse, hvor han igen kan få lov at være barn og drømme. Hans drøm er som mange på hans alder at blive en stor fodboldspiller eller soldat. Asa er også nysgerrig på, hvordan et sted som Bethania kan fungere, og da Mikael Constantine fortæller ham, hvordan børnehjemmet er drevet af de gaver, der kommer fra ”Norden” spørger Asa, om vi vil overbringe en besked til jer alle sammen.
”Jeg vil gerne sige tusind tak for den mulighed jeg har fået. Ved at blive taget ind her og set som et af Bethanias børn, har jeg nu mulighed for at gå i skole, spise og lege med de andre – tak fordi I har givet mig et nyt liv.”