Af Ditte Thuehøj – tidligere volontør
Vi skal nu på en lille tur rundt og besøge nogle seje kvinder, som er en del af Fremtid og Håbs projekt, UYME. Det står for ”Unmarried Young Mothers Empowerment” – styrkelse af unge, ugifte mødre.
Målet med UYME er at give enlige mødre muligheden for at få et job og derigennem også et håb om en fremtid. Fremtid og Håbs primære opgave er egentlig at støtte børnene i og omkring Sumbawanga, så hvorfor dette projekt? Hele intentionen med UYME er at forebygge, at børn ender som gadebørn. Projektet handler også i høj grad om at undervise mødrene i almindelige færdigheder, som giver dem større mulighed for at blive bedre mødre for deres børn. CKU i Danmark støtter projektet med 500.000 kr. over to år.
Kvinderne, som er blevet en del af projektet, kommer primært fra gaden eller har boet hos deres forældre. Kvinderne har tjent lidt penge ved noget dagsarbejde, de har fundet i byen. Nogle af mødrene kan også have arbejdet på barer eller har været nødsaget til at prostituere sig.
Joseph og Evodia (som er ledere for projektet) har været rundt i Sumbawanga og i landsbyerne omkring for at samle kvinderne. Herefter har kvinderne fået mulighed for at vælge et håndværk, de gerne ville lære. I grupper har de modtaget oplæring i deres håndværk. Sideløbende har de fået undervisning i hygiejne, alkohol, børneopdragelse, økonomi og andre færdigheder. Når kvinderne mestrer deres håndværk, bliver de sendt ud i mindre grupper. Grupperne virker som en slags andelsforening, hvor kvinderne sidder sammen og arbejder, deler økonomisk overskud og sammen starter en forretning.
Sekina og Elisabeth har lært at sy
De første, vi skal besøge, er Sekina Wilium og Elisabeth Kangwa, som begge har lært at sy og nu har deres egen lille forretning sammen med et par andre kvinder. Sekina har en lille pige og boede hos sine forældre, før hun blev en del af UYME. Elisabeths historie kan læses i sidste nyhedsblad. Hun har fem børn og blev af myndighederne ledt til UYME.
Begge kvinder fortæller, hvordan de havde en mand, som forlod dem. Efterfølgende stod de alene og med ansvar for børnene. Lige nu har de deres lille forretning i Laela, som har kørt i 3 måneder. Kvinderne er begge flyttet ud og bor selv med deres børn, som de nu i større grad føler, de kan forsørge. Sekina fortæller, at UYME ikke kun har ændret hendes livsomstændigheder, men også ændret hendes tankegang. De lever nu ikke kun for at få mad på bordet fra dag til dag, men har lært at spare op. Dette giver dem mulighed for et mere stabilt liv for både dem og børnene.
Stella og Joyce har åbnet en butik
De næste vi skal besøge, er Stella Samson og Joyce, som har en lille butik i Laela. Stella har et tvillingepar på 5 år og Joyce har et barn på 2 år. De har fulgt hinanden gennem det hele og kommer begge fra et liv med småt betalt arbejde, de har fundet fra dag til dag i byen. De viser stolt deres lille butik frem, som de har sammen med nogle andre kvinder fra projektet. Den giver dem mulighed for at blive selvstændige i deres hverdag, og vigtigst af alt, så stråler de bare af glæde og en masse håb for fremtiden.
Sæbeproduktion i Laela
I Laela ligger også en sæbefabrik, hvor Frank Joseph lærer kvinderne fra UYME at lave sæbe. Den lille sæbefabrik har været en stor succes. Kvinderne har sammen med Frank formået at lave en velfungerende forretning, som endda sender sæbe udenbys til bedre priser. Frank fortæller, hvordan kvinderne er gået fra at bo hos familiemedlemmer og nu bor selv med familie og arbejde. Han fremhæver særligt en kvinde, ved navn Stella. Hun har formået at starte sit eget sæbebrand ved siden af deres fælles forretning. Han fortæller, at flere bliver inspireret til at gøre det samme, som virkelig er noget, der gør en forskel for kvinderne og deres børn. Frank siger ”Tusind tak for at hjælpe vores søstre, og fortsæt endelig støtten!” Han stråler af stolthed over de ”søstre”, som han har set vokse rigtig meget i den tid, han har fulgt dem.
Veronica og Theresia har åbnet en frisørsalon
Det sidste sted vi skal besøge, er en lille frisørsalon, hvor Veronica Matofali og Theresia Kansinde arbejder. Før de blev en del af UYME, arbejdede de i marken sammen for en meget lille løn. Veronica har tre børn og Theresia har to. De viser deres fine salon frem og fortæller, hvordan de startede med en lille føntørrer og en lille tørrehjelm. Efter bare tre måneder har de nu selv sparet sammen og har købt en bedre føntørrer, tørrehjelm, en bænk, et frisørbord og pynt til salonen. Da de bliver spurgt, hvad UYME har gjort af forskel i deres liv, griner de begge, og fortæller, at de nu kan give deres børn pænere tøj på, selv går i pænere tøj og kan spise godt. De siger begge mange tak til alle, der støtter, og beder om fortsat at støtte, da det gør en kæmpe forskel for dem.
Da vi går rundt mellem de forskellige forretninger, fortæller Evodia, hvor svært det er for kvinderne at sætte ord på den forskel, UYME har gjort for dem. Hun siger, at hun oplever, at de er meget taknemlige, og at det for mange af kvinderne har ændret deres liv meget radikalt.
Billedet: Sekina og Elisabeth i deres lille forretning. Dette var deres midlertidige rum, så hvis alt er gået efter planen, har de nu fået et større sted, hvor de kan sidde med de andre kvinder fra deres gruppe. Foto: Ditte Thuehøj.