Af Peter Frank Nielsen
Drop In Centret i Sumbawanga har i mange år stået centralt i Fremtid og Håbs arbejde. Derfor fik Marieke og jeg lyst til at stå tidligt op en morgen på vores volontørrejse og komme helt tæt på de daglige aktiviteter.
Emmauel, der er med i ledelsen af Fremtid og Håb, TZ, henter os kl. 6.00 og kører os til Drop In Centret. Solen er ved at stå op, og himlen er orange-rød i horisonten. Selv om vi er midt i byen er der endnu roligt, folk er først ved at vågne.
Vi møder en træt nattevagt, som hilser os venligt. Han taler ikke engelsk, så vi må nøjes med håndtryk og et stort smil. Den daglige leder Frank Anthony kommer ud og byder os velkommen, og vi kommer ind i den indre gård foran køkkenet. Her er tre drenge på 6-8 år i gang med at gøre gulvet rent og tømme afløbet, som desværre er stoppet. De har godt tag på det, og vi forstår, at de er i gang med deres daglige pligter.
Stille morgenrutiner
I køkkenet er en kvinde i gang med at varme vand til chai. Det er te med masser af sukker og måske lidt mælk. Det foregår med en stor gryde over glødende kul. Igen bliver vi mødt af et stort smil. Fra de to soverum begynder, flere børn at dukke op. En stor pige tager vand i en spand fra vandtanken og stiller den midt i gården, hvor vi kom ind. Morgentoilette består af lidt vand i hovedet og en smule på ben og arme. Et par småpiger på 4 år kommer til i deres klipklapper. Den store piger giver dem forsigtigt nogle håndfulde vand i hovedet. Det er koldt, men de små tager fint imod, og det hele virker hjemligt og familiært.
I et lokale ved siden af køkkenet sidder nu en flok drenge og piger med hver deres krus og tallerken. De er i alderen 4 – 16 år, vil jeg tro. Fem drenge i skoleuniformer slutter sig hjemligt til flokken af ventende børn. Vi får at vide, at der normalt er op til 25 børn udefra, men på grund af eksamen på skolerne skal en del af børnene ikke i skole denne dag. Den færdige chai og de bagte mandazier bæres ind i rummet. Frank Anthony leder en kort morgenbøn, som børnene siger med på i kor. Maden deles ud, så alle får et stort krus chai og tre madazier på tallerknen. De venter med at spise til alle har fået.
Køkkendamen siger værsgo, og børnene spiser deres mandazier og drikker chai-en. Det hele virker meget roligt og afdæmpet uden nogen videre guidning af børnene.
Drop In Centret passer også små børn
Efter morgenmaden tager skolebørnene af sted til skole. Vi kigger lige ind på de to soverum og kan se, at nogle af de mindste stadig sover. Et par små, søde krøltoppe stikker op over tæpperne. Drop In Centret er også en daginstitution, hvor mindre børn har deres dagligdag. I alt bor der 15 børn lige nu, men som nævnt kommer flere til og fra i løbet af dagen.
Forældresamarbejde med skrøbelige familier
På vejen tilbage snakker vi med Emmanuel i bilen om kontakten til forældrene til de børn, der kommer udefra. Vi forstår, at der er lavet aftaler med forældrene om, at de sørger for at tage sig af børnene derhjemme og at sende dem i skole. Så sørger Fremtid og Håb for morgenmad og frokost – og måske en skoleuniform. På den måde holdes børnene væk fra et liv på gaden, og de får mulighed for at få noget skolelærdom.
Det var en rigtig god oplevelse af være en slags “fluen på væggen” denne morgen på Drop In Centret. Vi oplevede en institution for børn, hvor atmosfæren var hjemlig, tryg og omsorgsfuld. Jeg lagde mærke til, at der blev givet meget få beskeder. Det meste fungerede gennem rutiner, hjælpsomhed og venlighed. Det var særlig godt at se, hvor naturligt de store hjalp de små. Jeg blev lidt stolt over at støtte sådan et fint hjælpearbejde, hvor Drop In Centret er med til at holde hånden under mange skrøbelige familier. Ved at afholde en forholdsvis beskeden udgift til mad er vi med til at holde børn i skole, som ellers måtte søge ud i byens gader for at få noget at spise. Samtidig fastholdes forældrene i deres ansvar for børnene, ved at de hjemmefra gør deres del. Der gøres med andre ord et rigtig fint socialpædagogisk arbejde i en kristen ånd. Det var dejligt at se og opleve. |