De første 10 år > Nøglepersoner i etableringsfasen
Asha og Joseph Kassaila
Jeg hedder Joseph og tilhører FIPA stammen. Jeg er født i et katolsk hjem i Sumbawanga i 1966 og har to brødre. Da jeg var to år, forlod min far os, for at arbejde i Zambia. Vores mor tog sig af os i de to følgende år, men så flyttede vi til vores farmor, som skulle passe os, mens vores mor ville rejse til Zambia for at finde vores far.
Hun fandt ham ikke og vi blev hos min farmor i endnu to år. Herefter flyttede vores mor tilbage til sine egne forældre og blev gift igen med en ny mand og fik tre nye drenge med ham. Vi voksede op hos vores farmor i meget fattige kår og måtte arbejde hos andre, for at skaffe mad. I 1986 afsluttede jeg min skolegang. Jeg mødte Asha og vi levede sammen i 15 år som kone og mand, før vi blev gift den 25. november 2005 af en Romersk Katolske præst i Sumbawanga. Vi har fire børn. Tre drenge og en lille pige. Dreng nummer tre hedder også Joseph og er blind.
I 1988 begyndte jeg en uddannelse til vejingeniør på ”Morogoro Works Institute”. Denne uddannelse varede i 15 måneder. Herefter fik jeg job som Junior vejformand i Sumbawanga og senere i 1993 blev jeg forflyttet til Mpanda, en by 200 km nord for Sumbawanga og blev forfremmet til Vej projektofficer. Det var et projekt der var sponsoreret af NORAD (det norske Danida). Jeg arbejdede for dette projekt indtil 1996 da opgaven var færdig. Nordmændene rejste hjem og jeg blev fyret.
Da mine børn klarede sig godt i skolen, kom familiemedlemmer og naboer og spurgte om jeg ville give deres børn ekstraundervisning i swahili, matematik og engelsk. Jeg gik i gang med en lille flok, men rygtet løb hurtigt ud i byen, så inden længe, havde jeg så mange børn at vi ikke kunne være i mit hjem. Jeg ville standse dette igen, idet jeg også skulle passe mine små forretninger for at tjene penge. Men børnenes forældre tilbød at betale for undervisningen og snart havde jeg 180 elever og måtte ansætte hjælpelærere. Vi skaffede røde T-shirts til børnene og var nu en hel lille skole. Jeg kaldte min skole Itevelle Skole, opkaldt efter nogle bjerge her på egnen.
Som nævnt har jeg boet i Sumbawanga i hele mit liv, så jeg kendte forældrene til mange at de gadebørn der løb rundt i gaderne, efter at de havde mistet deres mor og far. Mange var døde af AIDS.
En dag mødte jeg nogle af disse drenge på gaden og jeg opfordrede dem til at komme til min skole. Den næste dag kom der fire meget beskidte drenge, både på kroppen og på deres tøj. Jeg gav dem kladdebøger og blyanter. De satte sig ved skolebordene, men lavede en masse larm og ballade. Nogle at børnene (fra normale familier) følte det ubehageligt at sidde ved siden af disse drenge, medens andre bød dem velkommen og prøvede at snakke med dem. Da timen var forbi gav jeg dem lidt penge og de lovede at komme næste dag, og også at bringe flere af deres venner fra gaden med. Snart var der 20 gadebørn i min skole, men de kom ikke i de røde T-shirt vi havde givet dem, og medbragte ikke deres hæfter og blyanter. Deres T-shirt var blevet våde af regn og nogle havde stjålet deres blyanter, sagde de. Jeg fulgte dem hjem, og så til min store forskrækkelse hvor de boede og sov om natten.
Den næste dag gik jeg til en restaurant og fik lovning på at man her ville give dem lidt mad hver dag. Og min gode ven Atiman, som havde en biograf (et rum hvor han viste video film) tillod at drengene kunne sove - direkte på jorden - om natten, i hans biograf. Da jeg fortalte drengene dette blev de meget meget glade. Men det varede ikke længe før de fortalte at damen i restauranten bare gav dem det madaffald der blev hældt ud fra restauranten.
Det hændte en dag, at nogle af drengene ikke kom til min skole og problemet vendte tilbage flere gange. Da jeg senere mødte dem, fortalte de, at de havde mødt ”mama og baba Rafiki,” deres gode venner, som gav dem mad, penge og tøj. Det var Karin og Ole Weber, som gadedrengene havde døbt ”mor ven” og ”far ven”, fordi de ikke forlangte, at de skulle gå i skole, for at få lidt mad og penge.
Jeg var meget ked af at miste disse børn, så jeg bestemte at jeg ville tale med mama og baba Rafiki. Børnene havde fortalt mig at de havde en blå bil og at de arbejdede på Konferencecentret. Jeg besøgte Ole Weber på hans kontor og forklarede ham at de børn de nu hjalp, fortsat ville være på gaden, når Webers rejste hjem til Danmark igen. Derfor var det meget bedre at de overlod børnene til mig. Jeg ville blive i Sumbawanga og hjælpe dem, medens de selv kunne rejse hjem til Danmark og samle penge, når deres opgave i Sumbawanga var færdig. På denne måde kunne børnene få både mad, tøj, et hjem og skolegang.
Jeg tog Ole med ud i natten og viste ham hvor børnene sov. En dag fandt jeg 6-8 børn på gaden. De var syge, og jeg tog dem med hjem til mit hus og gav dem medicin. Det endte med at 12 børn tog fast ophold i mit hjem. Karin og Ole besøgte de syge børn og fra da af bestemte de, at de ville hjælpe mig med børn i nød i Sumbawanga i resten af deres liv. De ville spørge deres venner i Danmark om de ville hjælpe med at skaffe penge til at få et hus til disse børn, og da var planerne om at rejse et Bethania Hjem i gang.
Hun fandt ham ikke og vi blev hos min farmor i endnu to år. Herefter flyttede vores mor tilbage til sine egne forældre og blev gift igen med en ny mand og fik tre nye drenge med ham. Vi voksede op hos vores farmor i meget fattige kår og måtte arbejde hos andre, for at skaffe mad. I 1986 afsluttede jeg min skolegang. Jeg mødte Asha og vi levede sammen i 15 år som kone og mand, før vi blev gift den 25. november 2005 af en Romersk Katolske præst i Sumbawanga. Vi har fire børn. Tre drenge og en lille pige. Dreng nummer tre hedder også Joseph og er blind.
I 1988 begyndte jeg en uddannelse til vejingeniør på ”Morogoro Works Institute”. Denne uddannelse varede i 15 måneder. Herefter fik jeg job som Junior vejformand i Sumbawanga og senere i 1993 blev jeg forflyttet til Mpanda, en by 200 km nord for Sumbawanga og blev forfremmet til Vej projektofficer. Det var et projekt der var sponsoreret af NORAD (det norske Danida). Jeg arbejdede for dette projekt indtil 1996 da opgaven var færdig. Nordmændene rejste hjem og jeg blev fyret.
Da mine børn klarede sig godt i skolen, kom familiemedlemmer og naboer og spurgte om jeg ville give deres børn ekstraundervisning i swahili, matematik og engelsk. Jeg gik i gang med en lille flok, men rygtet løb hurtigt ud i byen, så inden længe, havde jeg så mange børn at vi ikke kunne være i mit hjem. Jeg ville standse dette igen, idet jeg også skulle passe mine små forretninger for at tjene penge. Men børnenes forældre tilbød at betale for undervisningen og snart havde jeg 180 elever og måtte ansætte hjælpelærere. Vi skaffede røde T-shirts til børnene og var nu en hel lille skole. Jeg kaldte min skole Itevelle Skole, opkaldt efter nogle bjerge her på egnen.
Som nævnt har jeg boet i Sumbawanga i hele mit liv, så jeg kendte forældrene til mange at de gadebørn der løb rundt i gaderne, efter at de havde mistet deres mor og far. Mange var døde af AIDS.
En dag mødte jeg nogle af disse drenge på gaden og jeg opfordrede dem til at komme til min skole. Den næste dag kom der fire meget beskidte drenge, både på kroppen og på deres tøj. Jeg gav dem kladdebøger og blyanter. De satte sig ved skolebordene, men lavede en masse larm og ballade. Nogle at børnene (fra normale familier) følte det ubehageligt at sidde ved siden af disse drenge, medens andre bød dem velkommen og prøvede at snakke med dem. Da timen var forbi gav jeg dem lidt penge og de lovede at komme næste dag, og også at bringe flere af deres venner fra gaden med. Snart var der 20 gadebørn i min skole, men de kom ikke i de røde T-shirt vi havde givet dem, og medbragte ikke deres hæfter og blyanter. Deres T-shirt var blevet våde af regn og nogle havde stjålet deres blyanter, sagde de. Jeg fulgte dem hjem, og så til min store forskrækkelse hvor de boede og sov om natten.
Den næste dag gik jeg til en restaurant og fik lovning på at man her ville give dem lidt mad hver dag. Og min gode ven Atiman, som havde en biograf (et rum hvor han viste video film) tillod at drengene kunne sove - direkte på jorden - om natten, i hans biograf. Da jeg fortalte drengene dette blev de meget meget glade. Men det varede ikke længe før de fortalte at damen i restauranten bare gav dem det madaffald der blev hældt ud fra restauranten.
Det hændte en dag, at nogle af drengene ikke kom til min skole og problemet vendte tilbage flere gange. Da jeg senere mødte dem, fortalte de, at de havde mødt ”mama og baba Rafiki,” deres gode venner, som gav dem mad, penge og tøj. Det var Karin og Ole Weber, som gadedrengene havde døbt ”mor ven” og ”far ven”, fordi de ikke forlangte, at de skulle gå i skole, for at få lidt mad og penge.
Jeg var meget ked af at miste disse børn, så jeg bestemte at jeg ville tale med mama og baba Rafiki. Børnene havde fortalt mig at de havde en blå bil og at de arbejdede på Konferencecentret. Jeg besøgte Ole Weber på hans kontor og forklarede ham at de børn de nu hjalp, fortsat ville være på gaden, når Webers rejste hjem til Danmark igen. Derfor var det meget bedre at de overlod børnene til mig. Jeg ville blive i Sumbawanga og hjælpe dem, medens de selv kunne rejse hjem til Danmark og samle penge, når deres opgave i Sumbawanga var færdig. På denne måde kunne børnene få både mad, tøj, et hjem og skolegang.
Jeg tog Ole med ud i natten og viste ham hvor børnene sov. En dag fandt jeg 6-8 børn på gaden. De var syge, og jeg tog dem med hjem til mit hus og gav dem medicin. Det endte med at 12 børn tog fast ophold i mit hjem. Karin og Ole besøgte de syge børn og fra da af bestemte de, at de ville hjælpe mig med børn i nød i Sumbawanga i resten af deres liv. De ville spørge deres venner i Danmark om de ville hjælpe med at skaffe penge til at få et hus til disse børn, og da var planerne om at rejse et Bethania Hjem i gang.
Karin og Ole Weber
Efter et langt liv, bestemte vi os for at gå på efterløn, da vi fyldte 60 år. Men en opfordring til at påtage os en opgave for den lokale Brødrekirke i Sumbawanga, Tanzania, ændrede helt vores liv.
Tidligere, i vore unge år, var vi udsendte som missionærer til Nigeria for Sudanmission, nu Mission Afrika, hvor Ole som arkitekt varetog forskellige byggeopgaver og Karin havde ansvaret for missionens sygestue, hvor syge missionærer var indlagte. Den gang var der op imod 70 missionærer i Nigeria.
Efter årene i Afrika vendte vi hjem til Danmark igen, hvor Ole startede sin egen arkitektvirksomhed med Karin som kontor- og regnskabsfører. Senere blev Ole musiklærer på Indre Missions Bibelskole i Børkop og musiksekretær i Indre Mission. Vores aktive liv (troede vi) afsluttede Ole som kordegn i Bistrup Kirke i Birkerød, og Karin på Lukasstiftelsen i København. I hele vores liv har vi været engageret i Ydre Mission og midt i 1990 var vi medstiftere af foreningen Børn i Afrika, som støtter gadebørn i Uganda. Nogle ture til Uganda, tændte en fornyet gnist i vore hjerter for at hjælpe børn i nød i Afrika. Vi sagde derfor ja til tjenesten i byen Sumbawanga i Tanzania, der skulle vare i 2½ år, men som blev til næsten fire år). Ole skulle, som arkitekt, færdiggøre byggeriet og indrette det som hotel og konferencecenter, hvor vi begge skulle uddanne og ansætte personale og starte hoteldriften op. Vi rejste til Tanzania i maj 2000.
Men det varede ikke længe før vi mødte gadebørn, mange gadebørn, overalt hvor vi færdedes i byen. Vi gav disse børn lidt småører og bananer m.m. når de stod der og tiggede ved vores dør eller ved vores bil. Vi ville så gerne hjælpe disse børn, men hvordan skulle vi gribe opgaven an? Vi spurgte om det lokale socialkontor og byens kirker hjalp disse gadebørn, men overalt var svaret ”nej”.
Så en dag, først i 2001, stod Joseph på Oles kontor på Konferencecentret. Han fortalte sin historie, og da Joseph havde vist os hvordan disse gadebørn levede, stod det klart for os, hvorfor Gud havde kaldt os til Sumbawanga. Vi havde ofte i vores liv sunget og bedt den lille bøn: ”Sæt mig hvor jeg bedst kan gavne, o, men lad mig aldrig savne vished, at jeg tjener dig! (”Herre, jeg vil gerne tjene”, DDS 373). Men nu forstod vi, at vi var ”kommet til at stå lidt for tidligt af” da vi var fyldt 60 år, og troede, at vi var blevet gamle. Gud havde endnu en opgave til os. Vi begyndte som helt unge i Afrika, og nu skulle vi også slutte af i Afrika. Det blev til fire fantastiske år i Tanzania og derefter til seks år herhjemme i Danmark, for de forældreløse gadebørn i Sumbawanga, Tanzania. Vi havde et ønske, et kald til at hjælpe disse mange børn, og så førte Gud os sammen med Joseph og Asha, der gik med det samme kald.
Tidligere, i vore unge år, var vi udsendte som missionærer til Nigeria for Sudanmission, nu Mission Afrika, hvor Ole som arkitekt varetog forskellige byggeopgaver og Karin havde ansvaret for missionens sygestue, hvor syge missionærer var indlagte. Den gang var der op imod 70 missionærer i Nigeria.
Efter årene i Afrika vendte vi hjem til Danmark igen, hvor Ole startede sin egen arkitektvirksomhed med Karin som kontor- og regnskabsfører. Senere blev Ole musiklærer på Indre Missions Bibelskole i Børkop og musiksekretær i Indre Mission. Vores aktive liv (troede vi) afsluttede Ole som kordegn i Bistrup Kirke i Birkerød, og Karin på Lukasstiftelsen i København. I hele vores liv har vi været engageret i Ydre Mission og midt i 1990 var vi medstiftere af foreningen Børn i Afrika, som støtter gadebørn i Uganda. Nogle ture til Uganda, tændte en fornyet gnist i vore hjerter for at hjælpe børn i nød i Afrika. Vi sagde derfor ja til tjenesten i byen Sumbawanga i Tanzania, der skulle vare i 2½ år, men som blev til næsten fire år). Ole skulle, som arkitekt, færdiggøre byggeriet og indrette det som hotel og konferencecenter, hvor vi begge skulle uddanne og ansætte personale og starte hoteldriften op. Vi rejste til Tanzania i maj 2000.
Men det varede ikke længe før vi mødte gadebørn, mange gadebørn, overalt hvor vi færdedes i byen. Vi gav disse børn lidt småører og bananer m.m. når de stod der og tiggede ved vores dør eller ved vores bil. Vi ville så gerne hjælpe disse børn, men hvordan skulle vi gribe opgaven an? Vi spurgte om det lokale socialkontor og byens kirker hjalp disse gadebørn, men overalt var svaret ”nej”.
Så en dag, først i 2001, stod Joseph på Oles kontor på Konferencecentret. Han fortalte sin historie, og da Joseph havde vist os hvordan disse gadebørn levede, stod det klart for os, hvorfor Gud havde kaldt os til Sumbawanga. Vi havde ofte i vores liv sunget og bedt den lille bøn: ”Sæt mig hvor jeg bedst kan gavne, o, men lad mig aldrig savne vished, at jeg tjener dig! (”Herre, jeg vil gerne tjene”, DDS 373). Men nu forstod vi, at vi var ”kommet til at stå lidt for tidligt af” da vi var fyldt 60 år, og troede, at vi var blevet gamle. Gud havde endnu en opgave til os. Vi begyndte som helt unge i Afrika, og nu skulle vi også slutte af i Afrika. Det blev til fire fantastiske år i Tanzania og derefter til seks år herhjemme i Danmark, for de forældreløse gadebørn i Sumbawanga, Tanzania. Vi havde et ønske, et kald til at hjælpe disse mange børn, og så førte Gud os sammen med Joseph og Asha, der gik med det samme kald.
Volontørerne de første år
|
VANSKELIG START
Starten var lidt vanskelig. Der var lukkede døre og lidt mistro, både hos de offentlige og de kirkelige myndigheder. Det var højst usædvanligt at en ung sort lokal mand, ville hjælpe de gadebørn der løb rundt og stjal og tiggede overalt i byen, og hvad var denne hvide mand, der var kommet til Sumbawanga, ude på? Men da man så den alvor og det engagement Joseph gik til opgave med, ændrede man hurtig holdning til os, og blev til uvurderligt støtte for os, og vi vil gerne her nævne en lang række forretningsfolk, kirke- og myndighedspersoner som gav os al den støtte de formåede. |
