De første 10 år > 2006 – Drop-In Centret
Men Bethania Boys Home kunne ikke huse og hjælpe alle disse gadebørn, der stadig blev flere og flere. Og der var jo også pigerne.
Vi holdt mange møder med socialkontoret, men her var der ikke økonomi og kræfter til at tage sig af børnene. Vi fik dog en aftale om, at vi skulle oprette et hjem hvor børn fra gaden kunne komme og få lidt mad og hjælp hvis/når de blev syge. Mange børn fra egnens landsbyer, der var blevet efterladte, eller ikke kunne klare at bo under de forhold der ofte herskede i landsbyhjemmene, stak af til Sumbawanga.
Vi skulle oprette et hjem, et Drop-in Center, og socialkontoret skulle undersøge hvor børnene kom fra, og om de kunne bringes tilbage igen under tålelige forhold. Børnene var glade for at komme i mama Malekos hus og få mad, så vi lejede dette hus og åbnede Drop-in Centret den 7. april. Desværre kom socialkontoret aldrig rigtig i gang, så Benny, lederen af Drop-in Centret, måtte cykle, ofte 30-40 km ud til landsbyerne med én dreng på stangen og én på bagagebæreren og prøve om han kunne få dem anbragte der igen. Efter et år, var vi så heldige at gode venner i Danmark gav Benny en motorcykel at køre på. Men nu stak børnene af, hjemme fra landsbyerne, bare for at få en køretur hjem igen, på en motorcykel.
Vi holdt mange møder med socialkontoret, men her var der ikke økonomi og kræfter til at tage sig af børnene. Vi fik dog en aftale om, at vi skulle oprette et hjem hvor børn fra gaden kunne komme og få lidt mad og hjælp hvis/når de blev syge. Mange børn fra egnens landsbyer, der var blevet efterladte, eller ikke kunne klare at bo under de forhold der ofte herskede i landsbyhjemmene, stak af til Sumbawanga.
Vi skulle oprette et hjem, et Drop-in Center, og socialkontoret skulle undersøge hvor børnene kom fra, og om de kunne bringes tilbage igen under tålelige forhold. Børnene var glade for at komme i mama Malekos hus og få mad, så vi lejede dette hus og åbnede Drop-in Centret den 7. april. Desværre kom socialkontoret aldrig rigtig i gang, så Benny, lederen af Drop-in Centret, måtte cykle, ofte 30-40 km ud til landsbyerne med én dreng på stangen og én på bagagebæreren og prøve om han kunne få dem anbragte der igen. Efter et år, var vi så heldige at gode venner i Danmark gav Benny en motorcykel at køre på. Men nu stak børnene af, hjemme fra landsbyerne, bare for at få en køretur hjem igen, på en motorcykel.