Af Jesper Grove Rasmussen & Mikael Constantine
I den seneste tid er familien på Bethania og Drop In Centret vokset med flere nye ansigter. Det er glædeligt, men også et tegn på en trist tendens: et samfund præget af udfordringer og komplekse familiedynamikker. Samtidig understreger det, hvorfor Fremtid og Håb er så vigtig som sikkerhedsnet for dem, der falder igennem. En af dem er Zainabu – det nyeste medlem af Bethania. Her er hendes historie.
BAG SMILET
Vi møder Zainabu, 14 år, på vej hjem fra skole, hvor hun hilser smilende på vores daglige leder Mikael Constantine. Hun er oprindeligt fra Kigoma i det nordvestlige Tanzania, hvor hun boede med sin mor. Faderen har hun aldrig kendt. Moderen kæmpede for at skaffe mad til de mest basale behov, indtil alt ændrede sig i 2024. Efter en konflikt med sin bror om arvet jord vendte moderen hjem, syg og udmattet, og døde kort efter af feber.
DET SVÆRE VALG
Efter begravelsen forsøgte naboer at hjælpe, men onklen ville ikke tage ansvar. Til sidst indvilgede han dog i at hente hende, men livet hos ham blev hårdt for Zainabu. Hun spiste sidst, gik ofte sulten i seng og blev udsat for vold og afstraffelse af onklen. Til sidst traf Zainabu et modigt valg: at bytte visheden ud med håbet i uvisheden. En morgen forlod hun hjemmet og søgte tilflugt ved busterminalen. I ugevis levede hun af småjobs og tiggeri, mens hun håbede, at onklen ville hente hende. Det skete dog ikke, og da håbet for alvor brast, så hun sit snit til at hoppe ind ad en åben busdør – uden helt at vide, hvor den førte hen.
Ved endestationen vandrede hun rundt, sulten og udmattet, indtil en barmhjertig samaritaner fandt hende og tog hende med til politiet. Det viste sig, at hun var landet i Sumbawanga. Efter flere samtaler blev hun midlertidigt indlogeret hos samaritaneren, indtil de sociale myndigheder en dag i februar 2025 kom og tog hende med til Fremtid og Håbs Drop In Center.
ET NYT KAPITEL
Dette bliver startskuddet til en opblomstring hos Zainabu. I dag har Zainabu fundet et sted fyldt med kærlighed, tryghed og ikke mindst fred. Spørger man Zainabu drømmer hun om forsoning – en dag at vende tilbage til Kigoma og fortælle sin onkel, hvordan livet har ændret sig siden den dag, hun steg på bussen og fandt en ny familie.