Af Aidan Siame Joseph

Jeg er født d. 12. august 1997 og ind i en familie af tre søskende, en mor og en far. Dette ændredes, da min mor døde, og min far forlod os. Her blev vi søskende adskilt, og jeg blev sendt til min onkels hjem. Jeg elskede at studere og bad derfor min onkel om at komme i skole. Her knoklede jeg hårdt og kvalificerede mig til at starte på secondary school. Det var her, de største udfordringer for alvor begyndte. Min onkel ville ikke støtte mig, og jeg endte derfor med at bo på gaden i min søgen efter hjælp til at fortsætte med at læse.

HJÆLP FRA BETHANIA
Efter at have været vidt omkring, stødte jeg en dag på Silver (ansat på Bethania). Jeg fortalte ham om min situation, og han foreslog mig at søge hjælp fra Bethania. Det var i marts 2012. Jeg kom til Bethania, hvor jeg mødte Joseph Kassaila og Emmanuel Mwampimbe. Jeg fortalte min historie, og de lyttede nøje og besøgte endda min hjemby for at forstå, hvad jeg kom fra. De besluttede, at de gerne ville hjælpe mig, og jeg fik lov at starte på secondary school og blive en del af børnene i Bethania Children’s Village. Efterfølgende fik jeg lov at tage et certifikat og en diplomuddannelse i samfundsudvikling og senere en bachelorgrad i socialt arbejde/velfærd, som jeg færdiggjorde i 2023.

ANSAT SOM LEDER PÅ BCV
Fordi jeg altid har haft en særlig kærlighed og omsorg for børn – og af taknemmelighed – ville jeg gerne tilbage til Bethania og arbejde. Jeg fik muligheden for at arbejde som assisterende leder på Drop In Centret fra december 2023 til marts 2026. Senere er jeg blevet rykket til Bethania Children’s Village, hvor jeg i starten arbejdede som assisterende leder, men hvor jeg i øjeblikket har æren af at arbejde som leder.
Jeg er stolt af at kunne bidrage til at støtte børnene, både fysisk, psykisk og mentalt, men også af at være med i deres personlige udvikling, hvor jeg får lov at bygge stærke tillidsrelationer med mange af dem.

AT VÆRE EN KILDE TIL HÅB
Jeg takker Gud for hvert step på min vej. Jeg har et tæt samarbejde med mine kollegaer, og vi gør vores bedste for at give børnene de bedste muligheder. Min vision er at kunne være en kilde til håb for børnene. Jeg stræber særligt efter at gøre miljøet endnu mere trygt og børnevenligt, og selvom jeg godt ved, at det ikke er nemt, så tror jeg, det kan lykkes med engagement, samarbejde og Guds vejledning.
Til sidst vil jeg gerne udtrykke min dybtfølte taknemmelighed til ledere og medlemmer af Fremtid og Håb, både i Tanzania og i Danmark. Jeres støtte har ændret mit liv, og i dag har jeg æren af at kunne give noget af alt det, jeg har fået, videre til den nye generation. Tak for at have troet på mig og for at gøre min rejse hertil mulig.